lup

Hvad vil du vide om

habermas´offentlighedsmodel



Søg her:

habermas´offentlighedsmodel

27. august 2016: Velkommen til siden om habermas´offentlighedsmodel, hvor du finder alt om habermas´offentlighedsmodel. I Danmark er en stor del af befolkningen internetbrugere og der er stor tradition for shopping på internettet, da dette giver mulighed hurtige og nemme løsninger for danske forbrugere. Ni ud af ti husstande i Danmark er forbundet til internettet, hvilket er i overensstemmelse med stigningen i online salg af varer og tjenesteydelser.
Både indtægter og priser i Danmark er høj sammenlignet med andre nordiske lande. Det er derfor, det også nordmændene som gennemsnit brugt flest penge på e-handel i 2013 per indbygger. Samlet set e-handlede danske forbrugere habermas´offentlighedsmodel til 19,2 milliarder i første kvartal af 2014. På samme parameter er Danmark det nordiske land, der har den højeste andel af udenlandske køb online.
Rapporten giver et samlet overblik over de regler og markedsforhold, som e-handlende bør være bevidst om salg til det danske marked. Rapporten er af natur overlegen, mens betingelser for de enkelte virksomheder vil variere fra industrien, ressourcer, international erfaring med ambition mm. Det anbefales derfor at søge yderligere rådgivning, inden udvidelse til Danmark startede, og det understreges yderligere, at statsministeren ikke kan holdes ansvar for beslutninger baseret på denne rapport.
Habermas´offentlighedsmodel rummer mange muligheder for, de som besøger siden om habermas´offentlighedsmodel.
Humanismen sejrede til sidst, da triphop-pionererne spillede en budskabstung og ekstremt vellydende koncert tirsdag aften.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen


Det viser sig, at e-handel er mest udbredt blandt danske mænd end blandt danske kvinder. De danske mænd handlede i gennemsnit mere end 22% end de danske kvinder i 2013, til kvinder oftere end mænd online. Den mindst omfattende måde at komme ind på det danske marked gennem eksport af habermas´offentlighedsmodel i form af e-handel. Her betragtes virksomheder til ikke at have en omsætning i Danmark. I et sådant tilfælde er det det udenlandske selskab, som står for ordre accept og forsendelse af varer til Danmark mens modtageren af ??varerne, der står for import. Den udenlandske virksomhed således at man undgår enhver registrering og rapporteringskravene i Danmark og er ikke skattepligtig i Danmark. Indførsel af habermas´offentlighedsmodel til Danmark, er det derfor modtager er ansvarlig for at betale alle afgifter. Hensigten med denne løsning vil afhænge af, om modtageren ønsker at tage ansvar ved at indføre varen selv og betale moms opkræves på import af udenlandsk varer til Danmark. Dette skal afvejes mod hvilke planer virksomheden har med hensyn til at komme ind på det danske marked.


En fortoldning skal udføres, uanset om der er nogen told- eller ikke. Gebyret er fra 125,- hvis modtageren er godkendt i forvejen. Post Danmark tager 245,- kroner på emner under 1.000,-. For forsendelser til Danmark, er det vigtigt at huske proforma faktura til fortoldning. Told vil blive pålagt moms, uanset erklæret eller ikke dansk moms. Sikre fakturering uden dansk moms. For at gøre det lettere for danske kunder norsk butik, der modtager det bestilte For hvor alt er betalt, er det nødvendigt at etablere en norsk moms repræsentant vil sørge for at sende det korrekte habermas´offentlighedsmodel til kunden, som så slipper der vedrører fortoldning. Her er en liste over godkendte byer: København, Reykjavik, Monaco, Bangkok, Teheran, Kabul, Lom, Beograd, Honiara, Ulan Bator, Lusaka, Bagdad, Kuwait City, Ouagadougou, Bissau, Paris, Thimphu, Port Louis, Riyadh, Belmopan, Bryssel, Katmandu, Djibouti, Lissabon, Roseau, Phnom Penh, Basseterre, Accra, Mexico City, Vaduz, London, Tripoli, Chisinau, Luxembourg, Algier, Washington D.C.

Læs mere »

Nyheder

Madanmeldelse: Dekonstrueret gourmetmad i Odense
The Balcony serverer ambitiøs mad og fremragende snacks på første sal i gågaden. Men Odenses nye gourmetsted mangler lige det sidste.

Foto:


27 August 2016 | 10:00 am

En bouillonterning ved navn barokken
Gedigen udstilling på Gl. Holtegaard om forfængelighed og forgængelighed – livsnydelse og selvforelskelse. Både i 1600-tallet og i dag.

Foto:


27 August 2016 | 8:00 am

Brite mister hjemfølelsen på soul-opus
Michael Kiwanuka lyder både rådvild og medrivende på albummen »Love & Hate«, som finder en instrumental balance mellem skrattende rock og storladne strygerarrangementer.

Foto:


27 August 2016 | 7:00 am

Ny udstilling giver flådehistorien frisk vand under kølen
Orlogsmuseet er nedlagt, men til gengæld er en ny udstilling om vor flådes historie nu åbnet for fulde sejl i Tøjhusmuseet.

Foto:


27 August 2016 | 6:00 am

Kulturen bløder - fonde skal lappe sårene
Den statslige sparekniv har efterladt flere kulturinstitutioner med blødende økonomi. De private kulturfonde er sådan set klar til at yde førstehjælp – men kan kun til en vis grænse.

Foto:


26 August 2016 | 5:45 pm

Leder: Voldtægt og retsprincipper
»Med et krav om en samtykkeerklæring bevæger S-R-SF sig ind på en omvendt bevisførelse: En tiltalt skal kunne bevise, at der var tale om frivillig sex.«

Foto: Thomas Lekfeldt


26 August 2016 | 6:00 pm

Leder: Det yderste højre
»Der er ingen tvivl om, at hysteriet og mytomanien på den yderste højrefløj er veludviklet, og med de sociale medier har dens støtter fået frit løb for deres påstande.«

Foto: SAFIN HAMED


25 August 2016 | 6:00 pm

Ærgerligt – men almuen betaler
»Der må og skal følge en tilbundsgående, offentlig undersøgelse af Skats nedbrud i disse år.«

Foto: Jens Nørgaard Larsen


24 August 2016 | 6:00 pm

Regningen i børneværelset
For første gang i omkring 200 år kan vi stå i den situation, at den kommende generation af voksne ikke bliver rigere end deres forældre.
23 August 2016 | 8:30 pm

Tillykke
De flotte præstationer vidner om, at dansk eliteidræt er i god form.
22 August 2016 | 9:00 pm

Religiøse mennesker går med skyklapper
Det er ikke en hemmelighed, at jeg synes al religion er komplet åndssvagt. Når folk fortæller mig, at de er religiøse, har jeg svært ved at lade være med at grine dem lige op i ansigtet, for i min verden svarer det til, at granvoksne mennesker prøver at overbevise mig om, at påskeharen, julemanden og tandfeen eksisterer. Dog synes jeg, at det er imponerende, når veluddannede folk holder fast i deres religiøse overbevisning, selvom det går mod al logik. Jeg finder det nærmest betagende, hvordan nogle mennesker er i stand til at ignorere alle fakta og beholde deres store skyklapper på igennem et helt liv. Det kræver hårdt arbejde. Men skal du absolut være religiøs, så gør det dog ordenligt. Folk, der er moderate i deres religiøse overbevisning er uudholdelige. De har fundet ud af, at deres ønskede livsstil ikke helt passer så godt sammen med deres religion, men samtidig er de for vattede til fuldstændig at kassere deres gamle sutteklud. Derfor forvandler de deres religion til en á la carte religion. De kigger på menukortet og vælger de elementer som de mener, de kan overholde. Resten bliver belejligt overset. Og disse folk ved jo godt, at religion er fjollet. De kritiserer alle mulige religioner, som de ikke selv tilhører. Dog kan de bare ikke få øjnene op for, hvor latterlig deres egen fantasiven er. De nægter at anerkende, at de, med høj sandsynlighed, ikke havde tilhørt deres nuværende religion, hvis de var blevet født et helt andet sted i verden. Var en kristen mand fra Alabama født i en stamme på New Guinea, så havde han ikke været kristen. Man glemmer at sætte spørgsmålstegn ved mange af de ting man lærte, da man var barn. Når man tænker på, hvor mange religioner, der findes i hele verden, så er det utrolig naivt og arrogant at tro, at lige præcis den religion som man er opvokset med, er den rigtige. Men man bliver vant til vanviddet. Man bliver vant til at lytte til ting, der strider mod al sund fornuft. Når børn bliver indoktrineret med en masse tåbelig religiøs propaganda fra de er helt små, så kræver det en del at bryde ud af dette begrænsende fængsel, når man bliver voksen. I Danmark er vi generelt gode til at have en sund skepsis til de fleste ting. Vi er gode til ikke at tro blindt på andre folk, når de prøver at bilde os noget ind, som lyder helt ude i hampen. Vi anser os selv for at være rationelle og intelligente individer. Og det er for det meste sandt. Men så er der stadig en anseelig procentdel, som pure nægter at indse, at deres religiøse tro er baseret på systematisk hjernevask. Jeg siger ikke, at folk ikke må være religiøse. For selvfølgelig skal jeg ikke bestemme det. Folk må tro på lige hvad de vil. Jeg siger bare, at hvis du er troende, så er du blåøjet og en smule uintelligent, og du bør læse følgende bøger, God Is Not Great af Christopher Hitchens, The God Delusion af Richard Dawkins, Breaking the Spell af Daniel Dennett, The End of Faith og The Moral Landscape af Sam Harris, Why I Am Not a Christian af Bertrand Russell. Hvis du læser alle disse bøger og stadig, på et eller andet niveau, er religiøs, så lover jeg at stoppe med at gøre grin med dig. Men indtil da: Hvad fanden snakker du om? Gud? Blev du tabt gentagne gange på gulvet, da du var barn? Kan du ikke tage ansvar for dit eget liv? Tør du ikke? Tror du også, at David Blaine er magisk? Hvis jeg måske skulle have fornærmet dig med dette indlæg, så kan du jo sende en lille bøn op til din imaginære gud og bede ham/hun/den om at give mig en lille lærestreg for at være så næsvis, og derpå ellers læne dig veltilfreds tilbage i din lænestol. Imens vil jeg tage til sommerfest og drikke øl og vente på guds straf.
26 August 2016 | 1:48 pm

Borgerlig sexchikane
For et par uger siden læste jeg i Guardian, at halvdelen af alle kvinder i Storbritannien har oplevet sexchikane på arbejdspladsen. Og for første gang nogensinde – måske fordi jeg lige har opdaget de første grå hår – blev jeg ærligt talt en smule ærgerlig over at læse det. Jeg har aldrig fået så meget som et klap i numsen. Og det er altså ikke, fordi jeg går rundt og ligner sådan en snerpe på arbejde. Faktisk har jeg hængt en plakat op af Tom Hiddleston i hvide speedos på min opslagstavle på arbejde, så alle kender mine præferencer. Jeg går heller ikke af vejen for selv at komplimentere mænd, hvis de har gjort noget ud af sig selv. Endda vil jeg ikke udelukke muligheden af, at jeg på mine ældre dage vil kunne finde på at klappe unge mænd i numsen, hvis lejligheden byder sig. Nå, men jeg spurgte så en veninde om, hvorfor hun mente, at jeg ikke blev sexchikaneret. Hun sagde, at det var, fordi jeg var for borgerlig til at opdage det. En undersøgelse foretaget af Epinion for DR viste sidste år, at 21 procent af venstreorienterede svarpersoner havde været udsat for hverdagssexisme, mens det kun var 13 procent af de borgerlige. Det fik mig til at tænke. Jeg tror, hun har ret. For først nu kom jeg i tanker om, at min mand for nogle år siden sagde til mig, at min numse så stor ud i en bestemt kjole, som jeg ikke siden har gået med. Det kan man da godt kalde hverdagssexisme. Jeg havde bare ikke tænkt på det som sådan, fordi bemærkningen faldt i en samtale, hvor jeg havde bedt ham om at tabe sig lidt på maven. Men så igen: Det foregik ikke på arbejdspladsen. Så eksemplet duede ikke i forhold til den britiske undersøgelse. Dernæst kom jeg i tanker om, at en af mine veninder på et tidspunkt havde sagt, at hun syntes, at jeg holdt mig godt, ja faktisk var jeg det, hun ville kalde for »gammellækker«. Det var tydeligt, at hun holdt det for en kompliment. Selv er jeg ikke så sikker. Det kunne godt snarere være sexchikane. Men det var heller ikke på arbejdspladsen. Endelig, og nu begyndte det at ligne noget, kom jeg i tanker om, at en kollega engang havde sagt, at han virkelig havde lyst til at ondulere Nikita Klæstrup. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke tidligere havde tænkt på det som sexchikane, men det var det da helt klart. Der er jo ikke noget krav i disse undersøgelser om, at det skal gå ud over én selv. Seksuelle kommentarer i ens påhør rækker. Nu må man ikke tro, at jeg mener, at der ikke findes kvinder, som bliver alvorligt seksuelt forulempet. Det er der selvfølgelig: Og jeg mener som alle andre, at det skal straffes hårdt. Men jeg tror ikke på, at halvdelen af alle kvinder i Storbritannien har været ude for det. Jeg tror, at så mange svarer, at de er blevet udsat for sexchikane, fordi kategorien er for bred. Og vi gør ikke de reelle ofre nogen tjeneste ved at udvande begreberne, tværtimod risikerer vi, at de ikke bliver taget alvorligt. Det er nemlig ikke sexchikane, hvis nogen kigger langt ned i en meget dyb kavalergang. Faktisk ville det da næsten være trist, hvis de ikke gjorde. Jeg kigger altid selv ned i dybe kavalergange, for at se, om nogen har tabt noget dernede. Og det er heller ikke sexchikane, at Tom Hiddleston hænger på min opslagstavle i underbukser. Jeg har selv spurgt en mandlig kollega om det. Han forsikrede, at det kun var smådesperat.
25 August 2016 | 2:37 pm

Frygt ikke ondskaben, men selvretfærdigheden
    Lars von Trier regnes af og til for at være en venstreorienteret, politisk korrekt instruktør. Men den dom er helt forkert, når man analyserer hans film, snarere end hans adfærd. Tag f.eks. filmen Manderlay, der handler om en ung, idealistisk kvinde, Grace, der kæmper for slaveriets ophør. Hendes indsats bærer frugt – i første omgang: Hun får frigivet slaverne på en plantage i de amerikanske sydstater, men hun opdager, at slaverne er modvillige og ikke helt værdsætter den løfterige emancipation, hvormed de indsættes som de nye herskere på plantagen.   Med god grund, for de er ikke i stand til at lede plantagen, og resultatet er katastrofalt for både slaverne og for Grace. De frisatte slaver kommer til at ødelægge plantagen og dermed deres livsgrundlag. Grace opdager de negative konsekvenser af de gode gerninger, af den i luften frit svævende idealisme. Hun frustreres i en grad, så hun ender med at piske en af slaverne som straf.   Vi fornemmer von Triers diabolske smil. Endnu en gang har han fået hævn over idealisterne. Den gode handling har onde konsekvenser, og Grace med det ironiske navn ender med selv at blive ikke bare lige så ond som den oprindelige plantageejer, men endnu værre.   Det er godt at være god, men bedre at være klog. Det bedste er ofte det godes værste fjende. Og hvor dybt stikker godheden i virkeligheden? Er den ofte ikke blot forfængelighed? Som man siger: Moralister er mennesker, der ordinerer hostesaft til andre, når de selv kommer til at hoste.   For tiden debatteres den gode tone, bl.a. i forbindelse med Mikael Jalvings radioprogram ”Je suis Jalving” på Radio24syv. Kanalen er heftigt kritiseret af bl.a. venligboeren Anne Lise Marstrand-Jørgensen for at ventilere ondskabsfuldheder i æteren – racisme, xenofobi, fremmedhad m.m. – som i myten om åbningen af Pandoras æske, hvor alt det onde væltede ud i en stor sky. Denne kritik har fundet hele vejen op til selveste lederpladsen i organet for landets højeste oplysning, Politiken.   Pernille Vermund og Iben Tranholm – det ondes furier! – har måttet holde for i en debat om den hårde tone på de sociale medier, Radio24syv laver offentlig gabestok for licenskroner og udskammer almindelige mennesker, der har dristet sig til at formulere sig groft på nettet; og senest har Naser Khader anklaget Venligboerne for at have udviklet sig til en sekt, der mest af alt er optaget af at agere gode og udskamme de onde. De gode kan som bekendt være så satans nederdrægtige. Topmålet, eller lavpunktet, kom så med Thorkild Kjærgaards udsagn i dagens Politiken om, at blå blok er ren og skær ondskab. Intet mindre.   Venligboerne var i udgangspunktet et fint projekt, der handlede om at styrke civilsamfundet. Men det er blevet kapret af venstrefløjen og politiseret som endnu et af ”godhedsindustriens” tilbud. Jeg er slet ikke uenig i, at flygtninge skal behandles godt, nu når de er her. Problemet er moralismen.   Vi undgår ikke at forholde os til moral i vores offentlige debat. Det, vi derimod bør problematisere, er moralismen, altså den selvretfærdige udskamning af de andre, de onde. Vi skal huske på, at moralisme også er et middel til magtudøvelse, måske det allermest effektive. Det har bl.a. Rune Lykkeberg skrevet fremragende om i bogen Kampen om sandhederne, men mange andre, konservative stemmer – fra Søren Krarup til Henning Fonsmark – har peget på det før. Men det tæller jo ligesom ikke inde på Rådhuspladsen.   I gamle dage blev magten opretholdt med fysisk undertrykkelse. Moralisme er en moderne måde at opretholde et hegemoni, og det er endda en type magtudøvelse, som magthaverne ikke altid selv er bevidste om. De repræsenterer jo ingen særinteresse, mener de, for de står i det godes, i fornuftens og det almenes tjeneste. Ikke sandt?   Villy Sørensen skrev engang: Den herskende moral er de beherskedes måde at beherske sig selv på og således i de herskendes interesse. Med andre ord: Moralsk udskamning af de såkaldt onde er en måde at angribe en legitim modstander og samtidig sikre sig selv en identitet som et godt, et ”anstændigt”, ”humanistisk”, ”tolerant” menneske.   De udskammede tør ikke sige deres mening af frygt for at blive kaldt onde. Eller de overbeviser sig selv om, at de er ude på et skråplan. De kommer til at skamme sig. Ikke nødvendigvis af fornuftige grunde, men af frygt. Man skal jo kunne se sig selv i spejlet, som man siger. Selv om man ikke er et dårligt menneske, står man i fare for at overtage de andres, moralisternes, vurderinger. Moralisme er ikke blot en effektiv, men også snedig undertrykkelse.   Ideologi er jo stærke trosoverbevisninger. Fra Kommunismens sorte bog kender vi eksempler på overbeviste kommunister, der på vej i toget til Gulag kunne få sig selv til at tro på Partiets anklage mod dem og konkludere: Det er godt, at jeg, folkefjenden, skal udryddes. Internaliseringen virker. Ideologien er god, det er mig, der er ond.   Når nogen søger at erobre et moralsk begreb, skal man være skeptisk. Hvad menes der f.eks. med Politikens leder og dens ord om, at ”konspirationsteorier, alarmisme og vilde fordomme om race er ikke public service”? Man forstår, at Jalvings program kolporterer ondsindet sladder, der slet ikke burde sendes. Men hvem definerer indholdet i disse ord, hvilke interesser har de, hvilke formål?   Jeg kan ikke garantere, at jeg ikke selv er genstand for den kritik, jeg her fremfører, for jeg kender min egen synd, men jeg håber, at jeg om mine modstandere altid er i stand til at sige: De er ikke onde, men måske nok dumme. Præsten Marie Høgh skrev om noget af dette i weekenden.   Jeg vil tilføje: Et levedygtigt demokrati har brug for klare standpunkter, skarpe konflikter og passionerede konfrontationer. Hvis vi ophører med at betragte modsanderen som en politisk modstander, men i stedet en moralsk fjende, som den onde, så risikerer man at havne i en situation, som vi kender fra historien, hvor man ser sig berettiget til at bruge radikale midler mod de onde, som man har dehumaniseret, dæmoniseret. I sidste ende bør de onde jo udslettes.   Som Kissinger sagde: Det er ikke menneskers ondskab, men deres selvretfærdighed, man skal frygte. Dominerer moralismen, gøder man grunden for konflikter, der ikke kan håndteres i liberalt demokrati. Og så er vi for alvor gået ind i nihilismens historiske time.   Moralisme har længe været dagens orden i det konfliktsky Sverige, hvor det politisk acceptable er snævret ind til en lille konform midte. Ubehagelige standpunkter er blevet udelukket fra den offentlige debat og nægtet demokratisk repræsentation, hvorfor almindelige svenskere kun tør sige deres ærlige mening på skjult kamera. Og det har ikke ført til færre problemer med ”de krænkede”, tværtimod.   Den moraliserende strategi er fatal, ikke bare for den offentlige debat, men for samfundet i det hele taget. For som i von Triers film kunne det være, at det er de gode, de selvretfærdige, der gør det onde.    
25 August 2016 | 2:10 pm

En mere værdig lighed
For nylig forestod jeg min første kirkelige velsignelse af to kvinders ægteskab. Mange overvejelser er gjort, siden Manu Sareen som kirkeminister i 2012 efter en ubehagelig proces gennemtrumfede en kirkelig vielse af homoseksuelle. Ikke mindst åbenbarede forløbet, hvordan lighedsideologien i dag tramper mange nuancer flade, og som præst blev man mistrøstig. Imidlertid blev jeg kontaktet af to fornuftige mennesker, der ønskede en velsignelse lykkeligt uberørt af minoritetstænkning og selvhævdelse. Tværtimod fornemmede man hos dem en ærgrelse ved disse mere demonstrative tendenser, og alt forløb overordentligt smukt og alvorsfyldt. En sådan oplevelse sætter visse andre ting i relief. For eksempel den årlige Pride, der netop er blevet afviklet flere steder i landet. Begivenheden fejrer i år 20-års jubilæum, og man har hørt om rekordstor deltagelse og masser af sponsorer til festivalen, hvor mange ifører sig farvestrålende kostumer for at hylde mangfoldighed og individets ret til at udstille sin krop, præcis som man vil. Når man kan blive en smule træt af den glitrende optræden, skyldes det flere ting. For det første fremstår dyrkelsen af mennesket som et væsen, der i så høj grad defineres ved sin seksualitet, i længden uværdig. Sexfikseringen signalerer en slags pubertær trang til synlighed hos den, der endnu ikke helt har opdaget, at mennesket er så meget andet. For eksempel ånd. Det er, som om at den primitive fascination af kroppen i dele af det homoseksuelle miljø er groet fast som kilde til selvfølelse, hvortil nogen nok vil sige, at det jo skyldes, at det netop er seksualiteten, der har været årsag til diskrimination. Og ja, det forstås, men man undres over, at den accept og lighed, der er opnået, ikke afspejles mere i den homoseksuelle flokmentalitet. Som ét af argumenterne for Pride-optogets fortsatte berettigelse har det lydt, at mange homoseksuelle stadig ikke ”springer ud” på arbejdspladsen, og man aner her, at offertænkning skygger for et mere alment livssyn. Ret beset kan der jo være en del aspekter fra privatlivet, man ikke ”springer ud med”, men i den homoseksuelle retorik findes en næsten selvfølgelig antagelse af, at man først er fri, når andre kender til det mest intime fra ens liv. Mon ikke det snarere er omvendt. Mon ikke vi er mest frie, når vi føler os ligeværdige, alt imens vi netop ikke afslører alt om os selv, men respekterer hinanden alene fordi vi er mennesker. Mon ikke man er mest fri, når man ikke er forpligtet på at udstille sin unikke personlighed, men kan være til stede i troen på, at for eksempel ens seksualitet reelt er sekundær, fordi noget dybere for alvor ligestiller os. Noget af det trættende og lidt nedslående ved Pride-optoget er, at det fastholder en norm, der siger, at det er meningsfuldt at vurdere hinanden så meget på det kropslige, og det slår én, at det respektfulde samliv mellem os måske ville trives endnu bedre, hvis de mest opmærksomhedshungrende homoseksuelle dæmpede behovet for at optræde. Ja, måske er det på tide at nedtone den årlige korrekte paradeforestilling, så de homoseksuelle i stedet kan træde ind i samfundets fællesskab som mennesker først og fremmest. Det kan godt være, at det er lidt mere kedeligt. Men det er til gengæld mere værdigt.
24 August 2016 | 10:51 am

Danmark i brand
Danmark er nu ramt af en ny epidemi; nemlig bilbrande og sten, der kastes mod biler fra motorvejsbroer. Der er allerede 1 død og flere tilskadekomne. Natten til søndag brændte en bil kun to minutter fra, hvor min lejlighed ligger, mens jeg lå i min seng og sov. Denne form for kriminalitet kan ikke blot karakteriseres som hærværk eller drengestreger. Det er meget mere alvorligt. Bilbrandene var ellers et svensk fænomen med primær baggrund i Malmøs stærkt kriminelle indvandremiljø. Jeg var i Sydsverige i weekenden og hørte her mine svenske venners meget dybe bekymring for Sveriges fremtid set i lyset af de enorme spændinger mellem muslimer og ikke muslimer. Mine venner var helt holdt op med at tage ind til Malmø på grund af den udbredte kriminalitet og vold. I Danmark ved vi ikke, hvem gerningsmændene er, idet politiet endnu ikke har pågrebet nogen. Om det er danskere eller indvandrere, der står bag, er altså for øjeblikket uklart. Derfor må det vigtigste for nuværende være at undgå flere tilfælde af bilbrande og stenkast. Politiet har rigeligt at lave, så selv om de vist nok har intensiveret patruljeringen, kan de nok ikke fortsætte denne i al evighed. Derfor må øget overvågning af gader og stræder være den triste løsning på problemet. Jo flere overvågningskameraer der er, jo større er chancen for at fange gerningsmændene. Skal vi så til at have et ”big Brother is watching” samfund? Ja, desværre kan jeg ikke se anden udvej, for vi er nødt til at stoppe denne form for kriminalitet omgående, da en bilbrand i et tæt befolket kvarter som Christianshavn eller Islands Brygge kan få meget alvorlige konsekvenser. I Sverige har man sagt, at straffen for bilbrande skal sættes op. Det er også et vigtigt instrument i forebyggelse af kriminalitet, men for at kunne fange de helt ansvarsløse og skruppelløse gerningsmænd, er vi desværre endnu en gang nødt til at indskrænke den personlige frihed med flere overvågningskameraer. Et andet tiltag, som jeg støtter, er et DNA register over alle danskere og udlændinge med ophold i Danmark. Jeg havde intet imod at give en spytprøve eller aflevere et hår, hvis DNA kunne opbevares i en database. Hvis det kan øge chancen for pågribelse af gerningsmænd, er det fint for mig. Lad os håbe på, at politiet snart fanger de idioter, som leger med andre menneskers liv og helbred. De fortjener den mørkeste af alle mørke fængselsceller; i ganske lang tid.
23 August 2016 | 10:51 am

Læs mere »

habermas´offentlighedsmodel


27. august 2016: Studerende med læsehandicap er meget afhængige af computeren som redskab. Støtte til læsning og skrivning har åbnet mulighed for, at de kan integreres i uddannelsessystemet på linje med de normale læsere og derfor opfylder kravene til uddannelse og blive ligeværdige borgere og deltagere i samfundet. Men udlevering af en habermas´offentlighedsmodel kan ikke løse alle problemer - brug af kompenserende programmer til at blive undervist og trænet, og et væld af nye problemer opstår, når det tekniske er på plads. For at læse vanskeligheder ikke kun indeholder afkodning problemer; læseforståelse sektion er en anden vigtig faktor, da de tekniske midler ikke løser det samme. Generation unge i dag betragtes som indfødt af informationsteknologi. Dette bevirker, at ældre generationer, som enten indvandrere i informationsteknologi under det for givet, at unge til at bevæge sig frit og uden indblanding på nettet. Men det er ikke tilfældet. Undersøgelser viser, at unge ofte undlader at bruge habermas´offentlighedsmodel, som internettet.
Forældelse af gæld til det offentlige er sat midlertidigt i bero. Men Konservative ønsker slet ikke, at gæld skal kunne forælde.Der er tre vigtigste egenskaber, der adskiller netværks læsning fra papirbaseret læsning, nemlig multimodalitet hyper struktur og interaktivitet. Under mødet med skærmlæsning præsenteres læseren for forbindelse eller multimodal teksttyper; dvs. tekster, der kombinerer billeder, tekst, lyd, grafik, video og så videre. Dette møde kan sammenlignes med kohæsionsmekanisme, vi fortrolig med ved hjælp af referencer på habermas´offentlighedsmodel eller fra en kombination af tekst og givet i en avis. Forskellen er, at internettet gør krav til læseren at kunne tilpasses i i forhold til de hurtige og uventede forskydninger mellem skriftsprog, visuelle repræsentationer og audiovisuelle input.


Derudover er specifikke for displaytekst hypertekst og dermed indgå i et netværk-lignende struktur, som ikke er umiddelbart kendt fra andre sammenhænge. Denne struktur betyder, at læseren aldrig præsenteret i teksten foran dem samtidigt. Han er således ikke let i stand til at informere sig om, hvor langt ind i den tekst, han har nået, at undersøge indholdet hvad som læser venter ham, eller at have et overblik af alle væsentlige dele af teksten læse. I skarp kontrast, har vi det trykte medium, der er kendetegnet ved en klart defineret begyndelse og slutning. Som læser er du her hele tiden klar over omfanget af forreste habermas´offentlighedsmodel og om deres egen fremskridt i tekster læsning. Sidst men ikke mindst indbydende displaytekster til en aktiv form for læsning. Læseren er til en vis grad selvhjælp at beslutte, hvordan du ønsker at vise tekst, påvirker læseren en papirbaserede tekst ikke er i besiddelse af. Fuldtekst søgning er den anvendte form, når læserne bruger Google eller andre søgemaskiner til at finde hjemmesider. Fuldtekst søgning er en relativt kompliceret og kræver søgemodus så mange færdigheder læseren f,eks herfra: København, New Delhi, Wellington, Damaskus, Bissau, Lusaka, Port Louis, Vatikanstaten, Roseau, Port of Spain, Managua, Bratislava, Lissabon, Dusjanbe, Saint George's, Praia, Tallinn, San Salvador, Astana, Katmandu, Tasjkent, Kigali, Lilongwe, Taipei, Berlin, Sofia, Nassau, Nicosia, Vaduz, Monrovia, Andorra la Vella, Tokyo, Guatemala City, Kabul, South Tarawa, Paramaribo

Se mere »