WD banner 2
lup

Hvad vil du vide om

rumfang


rumfang er et emne, der har interesseret mange mennesker gennem tiden. Det ses også på internettet, hvor der søges på rumfang igen og igen. Heldigvis er der mange sider, der handler om netop rumfang, så det er nemt at finde de oplysninger, man har brug for.
Søger man efter noget mere specielt omkring rumfang kan det være lidt mere vanskeligt at finde noget brugbart. Man skal bruge mere end et søgeord f.eks. rumfang historie eller rumfang beskrivelse.
Man kan også søge efter rumfang blandt internettets billedet og der findes næsten helt sikkert mindst et billede af netop rumfang.
Midt på denne side har vi samlet en række links som måske kan bruges i forbindelse med søgningen på rumfang.
Du kan også prøve at søge på et andet ord end rumfang men et ord, der minder om eller har samme betydning som rumfang. Ofte findes løsningen ved at vælge et andet søgeord eller ved at bruge to eller tre søgeord i samme søgning.
Hvis du stadig ikke kan finde noget brugbart om rumfang, så prøv en søgning på Bibliotek.dk, der er en database over alle bøger på danske biblioteker. Hvis der heller ikke findes noget om rumfang der, så har du søgt efter noget yderst usædvanligt :-)

+15
+17°
+11°
København
Søndag, 16


Berlingske blogs Posts

Blogs fra B.dk

Medieetik i skudlinjen

Hvis man er professionel journalist af hjertet, så er Guardian-journalisten Nick Davies’ historie om forrådnelsen i britisk presse ikke bare et dybt skræmmende mareridt at lytte til. Det er en helt ubegribelig historie om journalister, som helt slipper taget i fagets identitet, stolthed og ansvarlighed og bliver til simple håndlangere i en korrumpering af det, som er et helt centralt redskab i demokratiets værksted - en fri og uafhængig presse. Det er en ubegribelig historie om chefredaktører, redaktionschefer og udgivere, som forvandles til kyniske aktører fokuseret på at jagte sensationer og øge indtjeningsmulighederne ved hjælp af den næste slibrige afsløring fra privatlivet og den næste kendis, som går i fælden, når der lægges madding ud. Det er en ubegribelig historie om en hel branche fedtet ind i betaling af privatdetektiver, telefonhacking, bestikkelse af politi og andre myndigheder, brug af tidligere narkoafhængige som villige mellemmænd og lokkeduer, hemmelige netværk, hvidvaskning af kilder og læg dertil en alt for ofte absurd påstand om, hvad det hele sker i offentlighedens interesse.

I onsdags var Nick Davies i Danmark inviteret som hovedtaler på den Berlingske Fonds store internationale mediekonference  om medieetik (http://www.b.dk/nationalt/journalisten-bag-news-of-the-world-afsloeringen-saadan-forloeb-det)  - for at fortælle om sit årelange arbejde med afsløringerne af skandalen i den britiske presse med den nu lukkede avis »News of The World« som omdrejningspunkt. Når vi sidder og forfærdes over vores hjemlige presseskandale hos ugebladet »Se og Hør«, så sætter han strøm til en virkelighed i britisk presse, som man ikke tror mulig. Godt 5500 mennesker er blevet telefonaflyttet, 210 er blevet arresteret og endnu mindst 12 retssager er på vej oven i dem, der allerede er afgjort. Og alt sammen under oprulning, mens de britiske politikere og medier stadig skændes om, hvordan der skal lovgives og reguleres og selvreguleres efter skandalen.

Mediekonferencen forleden med også New York Times læserredaktør, Margaret Sullivan, (http://www.b.dk/nationalt/new-york-times-redaktoer-hold-fast-i-vaerdierne)  som taler, viste at vi faktisk har fundet løsninger og reguleringer i Danmark, som medierne er enedes om frivilligt at tilslutte sig. Vi har en overordentlig velfungerende medielovgivning og et Pressenævn, som respekteres af alle. Og vi har nogle domstole med en afbalanceret holdning til spørgsmålet om offentlighedens interesse i en sag. Politikerne rasler med sablen og truer med flere reguleringer af medierne, hvis pressen ikke besinder sig og »reflekterer« over udviklingen, som formanden for den arbejdsgruppe, Folketinget har nedsat til at drøfte medieetik, Pernille Skipper fra Enhedslisten, sagde forleden.(http://www.b.dk/nationalt/pernille-skipper-se-hoer-sagen-har-paavirket-hvordan-folk-ser-paa-medier)

Vi reflekterer i den grad hver dag over medieetikken. (http://www.b.dk/nationalt/lisbeth-knudsen-det-bliver-vigtigere-og-vigtigere-at-soege-sandheden). Vi sidder i værkstedet 24 timer i døgnet. Vi er inde ved en meget skrøbelig balanceakt mellem det politiske armslængdeprincip til den frie presse i et velfungerende demokrati og en fri presse, som skal vedkende sig et ansvar for at holde orden i eget hus og konkurrere på at levere en høj standard af journalistik. Internettet, et opskruet tempo i nyhedsformidlingen og de mange forskellige medieformer er en udfordring for alle seriøse redaktioner, men det skal ikke være nogen undskyldning.

Hvis vi først mister tilliden hos publikum til vores troværdighed og ignorerer hver enkel reporters ansvar for at bruge det journalistiske våben med omtanke, så er det ikke politikerne, vi skal være bange for. Så har vi mistet vores fremtid.

25 October 2014 | 4:00 pm


Politikens sans for dommedag

Kulturhistoriske institutioner er i fare. Metroen vil lukke flere gange om året. Boliger, forretninger og restauranter vil lide stor skade. Ja, det skorter ikke på dystre ord, når Politiken i dag beskriver klimaforandringernes København anno 2100. En ny og endnu ikke offentliggjort rapport fra Miljøministeriet chokerer forskerne, kan man læse. Vandstanden ved Danmarks kyster vil være steget dramatisk om 85 år, og så kan man jo regne på, hvad det vil betyde for vores hverdag. Nu kan man indvende, at det gennem årene har vist sig utrolig svært for klimaforskerne at forudsige fremtidens vejr. Og at de modeller, vi har i dag, opererer med meget store forskelle mellem det bedste og det værste scenarie. Med andre ord: Der er rigtig meget, vi ikke ved. Når det er sagt, må jeg hellere skynde mig at understrege, at jeg absolut ikke fornægter de menneskeskabte klimaforandringer. Det er der vel ikke mange, der gør. Men jeg vil tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved måden, vi taler om klimaet på, og de metoder, vi anvender for at forebygge skader i fremtiden. For den indlysende indvending, som med neonlys og fanfare må blinke i hovedet på ethvert tænkende menneske, der læser Politiken i dag, er selvfølgelig: Ja, sådan vil København måske blive i år 2100, hvis vi absolut intet gør. Hvis vi gennem 85 år ignorerer alt, hvad der hedder klimaforandringer, hvis vi bare trækker på skulderen over storme, oversvømmelser og ændringer i vejret, hvis ingen politikere gider at tale om klimaet, hvis vi affejer forsikringsselskabernes advarsler og bare ser til, mens en hel branche bryder sammen (endda en branche, som et moderne samfund ikke kan leve uden). Og hvad er sandsynligheden så for dét? Ja, jeg kan med sindsro forudsige, at det er en hel del mere sandsynligt, at hele Danmark til næste år bliver skyllet væk i en gigantisk tsunami. Lad os endelig se på forskningen, lad os endelig afsætte penge til ny teknologi og forebyggelse, og lad os endelig diskutere løsninger. Og gerne på en lidt mere fordomsfri måde, hvor det rent faktisk er tilladt blot at nævne ordet atomkraft eller at lade et kritisk ord falde om vindmøller (dansk energipolitiks svar på babysæler) uden på forhånd at blive affejet som en kulsort miljøhadende tosse. Personligt kunne jeg godt ønske mig lidt mere fokus på forskningens og markedets rolle i det her (fordi jeg tror, at det eneste, der reelt kan nedbringe verdens CO2-udslip, er grøn energi, der er billigere end sort) og lidt mindre fokus på den endeløse række af internationale politiske aftaler med en masse fine mennesker og en masse fine mål, som kun har marginal betydning i den virkelige verden. Men uanset om man tror mest på markedet eller mest på internationale aftaler, så lad os da i hvert fald stoppe med på halvreligiøs vis at råbe op om en dommedag, som aldrig kommer. Det er useriøst, og det bringer os ikke et hak videre.

25 October 2014 | 2:45 pm


"Småstatsmentalitet"

Vi lever stadig i Anders Foghs dagsorden. Jeg sad ved siden af ham i NATO's jet på vej hjem fra Mellemøsten. Anders Fogh Rasmussen var dengang ny generalsekretær og sagde til mig: "Jeg vil godt gå så langt som til at sige, at vi i Danmark langt om længe har kastet småstatsmentaliteten af os. At vi har formået at vokse lidt ud af skyggen fra nederlaget i 1864 og tør stå frem på den internationale scene og sige, at her er vi. Det har været min dagsorden.« Det er åbenbart der, vi står. Ny regering eller ej. Foghs værdikamp råder fortsat. Det er derfor, børsterne står rejst på nationens nationalkonservative i anledning af Bornedals "1864". Hvor forræderisk er det ikke, at misbruge en særbevilling til TV-drama-historieundervisning med forventet indbygget nationale konnotationer til at drage nutidige paralleller til Afghanistan- og Irakkrigenes omkostninger og dertil drage hele den aktivistiske udenrigspolitik og nationens nyvundne, internationale anseelse i tvivl, spørger de. Det er i øvrigt også derfor, jeg forleden dag hev dagbladet Information ud af min brevkasse og blev mødt med et billede af Fogh, iklædt fortrydelig mine på forsiden. Og dertil overskriften: "Var det dig, Fogh?" En forsidehistorie med baggrund i den nyudgivne bog, "Mørkelygten", der fører den påstand til torvs, at Fogh som statsminister i 2003 vred armen rundt på embedsstanden for at få et juridisk grundlag at gå i krig mod Irak på. Ikke ligefrem afslørende journalistik. Snarere en spekulationsret kogt på vage vendinger af en anonym embedsmand. Men et vidne om, at de politiske fronter om irakkrigen står endnu. I Informationssegmentet kan alene spekulation om, at Fogh fremstilles i undersøgelseskommissionen om krigen og føre til stor ophidselse. Det er værd at bemærke, at VKO-flertallets beslutning om at gå i ørkenkrig i første omgang blev udmøntet i et hold kirurger, en korvet og en ubåd. Ikke ligefrem et opgør med småstatsmentalitet. Det er også værd at bemærke, at Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, som beskrevet her, indledtes i Balkankrigen længe før Fogh-æraen. Bag samtlige danske krigsdeltagelser har der tillige været brede folketingsflertal - undtaget irakkrigen (et bredt flertal valgte dog her senere at supplere ubåden "Sælen" med en bataljon). Væsentligst er, at sagen ret beset for længst er afgjort. Invasionen af Irak var mildest talt uheldsvanger. Ikke mindst den dermed indirekte grundlæggelse af Islamisk Stat taget i betragtning. Men selve grundlaget for krigen - dets løgnagtighed - ligger blotlagt. Tony Blair har gjort det. George W. Bush har gjort det. Men Fogh undskylder eller fortryder ikke noget. Hverken hvad angår grundlaget eller resultatet. Andre kan udtrykke fortrydelse, erklære brøde, bede om forladelse. Men ikke Danmarks længst siddende venstrestatsminister. Han har plottet sig selv ind i den nationalhistoriske fortælling. "Jeg ser en linje med et opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen, over kampen mod den her usle fodnotepolitik i firserne, og så til vores meget aktive og udenrigspolitiske engagement i dag. Jeg kan ikke forlige mig med, at man bare skal sejle under bekvemmelighedsflag (-)Vi ønsker frihed og fred. Men det er ikke sådan, at vi bare hygger os i smug, mens verden brænder om vuggen, som Jeppe Aakjær i sin tid skrev. Vi går ud og gør en indsats selv. Det er dét Danmark, jeg ønsker,« sagde Fogh i NATO flyet. En irak-undskyldning midt i dette selv- og danmarksbillede ville selvsagt virke som en stor plet på lærredet.  I et interview med den amerikanske TV-station, ABC News i 2008, fortalte George W. Bush, at beslutningen om at invadere Irak er »dét han fortryder mest i hele sin præsidentperiode«. Premierminister Tony Blair undskyldte siden det falske grundlag, briterne gik i krig på. Den daværende amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, var manden, der fremlagde de fejlagtige, amerikanske efterretningsrapporter om masseødelæggelsesvåben for FN. Han kaldte det siden »et lavpunkt« i sin karriere. Men Anders Fogh Rasmussen, der fra Folketingets talerstol i sin tid hævdede, at der var ikke tale om tro, men viden, når de gjaldt Hussein og masseødelæggelsesvåben, ville ikke sige noget. Ikke i lang tid. 670 gange bad Ekstra Bladets journalist, Bo Elkjær, om et interview, der skulle handle om statsministerens grunde til at sende Danmark i krig mod Irak. 670 gange afviste den daværende statsminister. Da Fogh Rasmussen den 671. gang indvilgede, lød hans svar: »I det beslutningsforslag, vi fremlagde i Folketinget i marts 2003, var der 13 grunde til, at vi anbefalede Folketinget at gå med. Og der er ingen af de 13 punkter, der nævner masseødelæggelsesvåben, bortset fra en ting: Nemlig, at vi refererer, at Saddam Hussein rent faktisk har anvendt kemiske våben mod sit eget folk.« Den egentlige og virkelige årsag til krigen var derimod Saddam Husseins manglende samarbejde med FN, fremhævede Fogh. Det er så her, jeg må skuffe de genopstandne kritikere, der forventer, at en undersøgelseskommission engang i foråret vil grille den tidligere statsminister. Bliver Fogh afhørt, vil hans svar være det samme her: Der er ikke noget at komme efter. Og intet tyder på, at nogen er i besiddelse af dokumenter, der siger noget andet. Det berettiger naturligvis ikke invasionen af Irak. Den forbliver uheldsvanger, et billede på småstaten, der i iver efter at gøre op med næsten 150 års traume fra et nationalt nederlag, blindt tøjrede sin lille ubåd til den store amerikanske krigsmaskine for at være med, når paraden skulle gennemføres. Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid, at ovenstående heller ikke diskvalificerer Anders Fogh Rasmussen eller hans danmarkshistorie. Vi lever stadig i Anders Foghs dagsorden, hvor der gøres op med nationens nederlag og ansvarsforflygtigelse. Blot ikke med Foghs egen, som kritikerne siger. Men at det sidste er forkert, ændrer ikke på, at det første stadig er rigtigt.

25 October 2014 | 9:18 am


Kristus i politik

Haderslevs biskop Marianne Christiansen kritiserede forleden regeringens forsøg på at begrænse antallet af asylansøgere, og hun drager Kristus ind i sin argumentation.  Biskoppen minder om, at Kristus i Matthæusevangeliets Bjergprædiken siger: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Biskoppen har efterfølgende benægtet, at hun har udtalt sig politisk, for citatet er en etisk opfordring til at sætte sig i andre menneskers sted. Det er hendes modstandere uenige med hende i. Især borgerlige politikere mener, at Marianne Christiansen bruger sit bispesæde til at blande sig i politik, hvorved hun kommer på koalitionskurs med den lutherske kirkes tradition. Luther delte nemlig verden op i det verdslige og det åndelige. Det åndelige skal præster og biskopper forkynde, når de prædiker – det verdslige skal præsteskabet sørge for, at magthaverne ikke blander Gud ind i, så de har Gud på deres side. Marianne Christiansens modstandere henviser til, at Kristus et andet sted i Matthæusevangeliet siger: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Guds, hvad Guds er.” Hverken biskoppen eller hendes modstandere har ret. Når Luther opdelte verden i en åndelig og en verdslig sfære, var det netop for at undgå, at man misbruger Kristi ord i et verdsligt anliggende. De, der ikke bryder sig om biskoppens asylsynspunkter, mener, at hun blander politik og forkyndelse, hvorpå de argumenterer med et Jesu-citat. De blander derved selv politik og forkyndelse. Når Kristus siger, at vi skal give kejseren, hvad kejserens er, og Guds, hvad Guds er, siger han jo netop ikke, hvordan vi skal gøre det. Det er og bliver et personligt samvittighedsspørgsmål, hvornår man ikke længere vil give kejseren (læs regeringen) skat og opbakning, fordi alt, hvad kejseren står for strider imod ens Gudstro. Hvad kejserens er, hvad regeringens er, og Guds er, må du og jeg afgøre med os selv. Det har biskop Marianne Christiansen tydeligvis gjort. Hun finder altså, at en mere restriktiv asylpolitik strider imod Kristi forkyndelse. Det er en ærlig sag. Ja, en samvittighedssag. Som hun er i sin gode ret til at udtrykke. Som borger i landet. Og som biskop. Såmænd. Men hun burde have ladet Jesus ligge i sin argumentation. Biskoppens Jesu-citat er nemlig taget fra Bjergprædikenen, hvor Kristus også siger, at vi skal elske vores fjender og vende den anden kind til. Kristus tager i den prædiken de gængse overkommelige bud ét for ét og gør dem umulige at leve op til. Hvorfor? Fordi vores forhold til Gud afhænger ikke af, om vi kan holde hans bud. Det kan ingen, sådan som Kristus fremstiller dem. Hvad afhænger vores Gudsforhold da af? Af det, som Kristus er sendt os for at fortælle: Dit og mit forhold til Gud afhænger helt og holdent af, at Gud elsker os. Elsker os, uanset, hvad vi mener om asylpolitikken – og al anden politik. Kristus dur derfor ikke i samfundsdebatten. Hverken, når man er vred på regeringen – eller når man vil lukke munden på en biskop.

25 October 2014 | 7:19 am


Lad os tale om Danmark i stedet for Dan Park

Jeg er så helt ubeskrivelig træt af at høre debatten om ytringsfrihed, islamkritik, tonen i debatten etc. Jeg har fået nok af det og skulle forundres, dersom ikke det samme var tilfældet for de fleste danskere. Nu hvor vi har nedbrudt vores egen kultur så eftertrykkeligt gennem de sidste mange årtier, er det blevet ”sidst på måneden” for diverse provokunstnere, der som denne Dan Park leder stundesløst efter nye grænser at overskride, nye tabuer at knægte og – vigtigst af alt – nye måder, hvorpå de kan gøre opmærksom på sig selv. Mange har indvendt, at Dan Parks værker med hagekors, hængninger etc. ikke rummer store kunstneriske kvaliteter. Den opfattelse tilslutter jeg mig, men så er der det andet argument, der ofte fremført på en ganske selvhøjtidelig vis lyder ”Jeg deler ikke nødvendigvis hans synspunkter, men kæmper for hans ret til at komme til orde rent principielt”. Sidstnævnte argument tilskrives fra tid til anden lidt halvstudentikost Voltaire, og argumentet fremføres gerne med stor patos. Det artikuleres gerne med en ophøjethed, der skal tjene til at anskueliggøre, hvorledes den talende part evner abstraktionens kunst, men helt ærlig, så vanskeligt og spektakulært er dette rationale altså heller ikke at gøre sig, og som oftest lyder dets ophavsmænd mere som en elevrådsmand efter den fjerde fadøl. Racisme er et problem i Danmark, det må vi gøre noget ved. Islamisme er også et problem i Danmark, det må vi ligeledes gøre noget ved, men jeg ønsker ikke at vende tilbage til den ulykkelige periode i Danmarkshistorien, hvor alle måtte vælge side. Hvor man enten kunne være en guttermand ved at tegne karikaturer af Muhammed i Jyllandsposten, eller være en drønfed fyr ved at tegne karikaturer af Pia Kjærsgaard i Politiken. Begge dele har dette til fælles, at de kun tjener til at tegne os negativt. Denne kunst og denne debat er en udløber af en ellers for længst kasseret postmodernisme, der kun hylder hærværksmanden, uagtet hans genstand. Jeg går hævet over en hver tvivl og uden forbehold ind for ytringsfrihed. Jeg går ligeledes ind for en ophævelse af straffelovens § 266b, men da jeg sidste år sammen med den britiske forfatter Fay Weldon talte i Trykkefrihedsselskabet, der nu fremfører Dan Park, gjorde jeg bl.a. opmærksom på begreberne lov og orden samt forskellen de to ting imellem. Vores love må sikre en komplet uindskrænket ytringsfrihed, men der er også noget, der hedder orden. Sidstnævnte er et kulturelt (og ikke juridisk) fænomen, der tilsiger os at tale ordentligt. Der kan ryge en finke af panden fra tid til anden, der kan være en lidt grovkornet racistisk vittighed eller et usoigneret udtryk (Himlen skal vide, at jeg har ydet mit hertil). Fred være med det, vi er jo dog ikke svenskere, men naturligvis bør vi i civilsamfundet hylde denne ordentlighed, om hvilken der dog ikke skal lovgives. Derfor fristes jeg også, hvad Dan Park angår, til at sige, lad os nu få fred, din langhårede pøllekunstner. Jeg er træt af al denne negativitet fra begge sider i debatten. Hvis man er bange for indvandring og det totalitære i islamisme (og det kan der være god grund til at være), så er løsningen først og fremmest at værne om sit eget, og herved tænkes ikke på den demokratisme, med hvilken der (indlysende forgæves) søges at dæmme op. Her tænkes på vores egen kultur, på vores fædreland, vores kristendom, sprog og fællesskab. Her tænkes på de strukturer, der konstituerer os, de strukturer som kunstnere og kulturfolk gennem generationer har forsøgt at nedbryde. Stands deres drift mod død, stands dem med opbyggelig ånd. Løsningen ligger i at erstatte denne i verdenshistorien så udspillede nedbrydelse med en genskabelse af vores egen kultur. Så er der noget at stå imod med, når farer trænger sig på. Jeg har ofte før kritiseret Samuel P. Huntingtons Clash of Civilizations for ikke at gengive verdens konflikt korrekt, når vores egen kultur sættes op mod Islam. Her er nemlig tale om en fremmed kultur versus en ikke-kultur. Om en valeur, vi ikke kan lide, kontra vores eget ideal, som er sans valeur. Dansk Folkeparti og det yderste højre er gennem tiden blevet beskyldt for mange ting, men her kommer nu noget nyt: I er ved at blive et skrækeksempel på senmodernitet med denne ensidigt negative selvdefinition, med denne evindelige snak om snakken. Ja, Ordet er frit, men det skal ikke kun fortælle om sig selv, sine vilkår og lignende metapludder. Hvis blot vi husker at elske vores egen kone, er der ingen grund til at frygte for ham naboen og bruge så mange kræfter på at tale grimt om ham. Hvis I elsker Danmark, som I hævder, så forkynd for folket og jeres børn om vores eget, som ja, alle dage vil være det bedste, vi har. Pas på jeres fædreland og det, vi er blevet betroet, og lad forstå, at vi i Ordets egentlige betydning netop har et glædesbudskab. Satis est.   Note til Berlingskes webredaktør: Gider du ikke skifte det portrætbillede, jeg ligner en datamatiker med det skæg. 

24 October 2014 | 4:09 pm


Aller-ejer fastholder forventningerne

Der bliver ikke pillet ved forventningerne om et nettooverskud på ca. 22 mio. kr. for hele regnskabsåret 2014.

Foto: Thomas Lekfeldt

24 October 2014 | 6:48 am


Tal til hjertet eller ti stille

God kommunikation er ganske ofte den, der rammer forbrugeren i hjertet. Det er den slags, vi identificerer os med, fortæller videre om, husker. Læs Anne Glads seneste blog

Foto:

22 October 2014 | 3:50 pm


Egmont indtager gavekortmarkedet

I sommer opkøbte de Gavekortet.dk, og nu går Egmont/Nordisk Film ind på markedet for salg af fysiske gavebokse, som rammer 300 butikker landet over.

Foto: Brian Bergmann

22 October 2014 | 8:38 am


Butik løfter dansk bureau

Et dansk bureaus satsning på en lille skrifttypebutik i København giver bonus i form af nye kunder efter massiv omtale i internationale medier. »Playtype har været den helt rigtige PR-maskine for os,« lyder det fra bureauets direktør.

Foto:

21 October 2014 | 8:40 am


Glem ikke nichesponsoraterne

Tilfredse kunder er de bedste ambassadører, lyder det fra Alm. Brand Bank, der satser på et nichesponsorat af Dansk Svømmeunion.

Foto:

21 October 2014 | 8:40 am


DR Nyheder

Karsten Engmanns økonomiske analyser

VIDEO Analyse: Stor amerikansk ordre kroner et hektisk Vestas-år

Onsdagens store amerikanske ordre er en rigtig fin måde at slutte året af på for Vestas, der har haft et begivenhedsrigt år, vurderer DRs erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin.

18 December 2013 | 2:20 pm


VIDEO Analyse: Her er fordelene og ulemperne ved medarbejderselskaber

Fastholdelse af sin arbejdsplads samt et lille overskud kan være fordelene ved regeringens nye medarbejderinvesteringsselskab. Men der er også flere ulemper, vurderer DRs erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin.

16 December 2013 | 2:32 pm


VIDEO Analyse: Bestyrelsesformand kan blive ny topchef i Grundfos

Grundfos' bestyrelsesformand Jens Moberg overtager midlertidig ledelsen i virksomheden, men DRs erhvervskorrespondent vil ikke afvise, at samarbejdet kan blive længerevarende.

13 December 2013 | 1:59 pm


VIDEO Analyse: Ny direktør i Danske Bank skal nok få styr på kundeflugt

Der er nye toner fra Danske Banks nye direktør Thomas Borgen, der i den grad slår fast, han er kundernes mand.

31 October 2013 | 6:30 pm


Huset er stadig dyrt

Faldende huspriser og massivt fald i renten har gjort det billigere for boligejerne at finansiere boliglånet. Bag de positive tal er der dog tegn på, at det er dyrere at bo i huset, viser en undersøgelse som Nordea Kredit har foretaget for DR Nyheder.

27 May 2013 | 1:03 pm