Borgere i kongens klæder

Købstæderne havde fra middelalderen arvet et magistratsstyre, som godt nok var højst elitært og de fleste steder i lommen på et bypatriciat. Det var dog udtryk for, at byen blev styret af dens egne borgere med byfogeden som en jævnbyrdig modpart. Der var med Pernille Ulla Knudsens ord tale om en “samarbejdende øvrighed med kongens byfoged som en blandt mange embedsmænd i byen”. I regeringskontorerne havde de lokale øvrigheder en lav tilbud stjerne, i de første årtier af 1600-tallet. Det var på grund af magtmisbrug og klikedannelser, under den ældre enevælde som følge af uduelighed og lavstatus.

Under enevælden overgik udnævnelsen af alle embedsmænd i byerne til kongen. Der blev skåret kraftigt ned på antallet af magistrater, samtidig med at byfogeden og efterhånden også amtmændene fik overdraget flere tilbud opgaver. Den politiske offentlighed i købstæderne var trængt som aldrig før. Men der fandtes stadig politiske kanaler. Borgerskabet havde forskellige grader af uformel og formel indflydelse. Det var i kraft af de tilkendegivelser, der kunne nå frem til de lokale og de højere myndigheder fra lavene, rådstuemøderne og de forskellige borgerforsamlinger, først og fremmest de “eligerede borgere’.

De største provinsbyer

Men det er sigende, at uden for de største provinsbyer vendte de mest velhavende købmænd oftest bystyret ryggen og overlod det til dem, der havde lyst.'” Enevælden kunne dermed uhindret betrygge byfogedernes faglige og økonomiske position ved sammenlægninger af embedet og større krav om eksamineret tilbud juridisk ekspertise. Man nærmede sig idealer om den moderne embedsmand, uden dog at komme det helt nær. Fra omkring 1770 begyndte den statslige forvaltning at føre nøjere tilsyn med de lokale myndigheder. Selvom det tog sig ud som en yderligere reduktion af byernes selvstyre, var det i virkeligheden med til at bane vejen for en købstadskommunal genfødsel.

Enevældens skarpere blik på byernes forvaltning hang nemlig også sammen med en øget tilbud opmærksomhed mod byerne som fiskalt grundlag. De første statsskatter på bygninger og byjorder blev indført i 1802. Der var almindelig enighed om, at en stærkt tiltrængt forbedring af byernes økonomiske grundlag burde ske i samarbejde med lokale tilbud kræfter. Flere og flere af købstædernes vitale forvaltningsområder blev derfor fra omkring 1800 overdraget til kommissioner, vigtigst måske havnekommissionerne fra 1798. I 1819 var borgerskabets vilje til retlinet forvaltning så stærk, at en strøm af klager fra byerne var med til at genindføre embedsrejserne. De var indført 1803 for at bringe embedsmænd fra centraladministrationen rundt i landet for at føre tilsyn med byfogedernes embedsførelse, men som krigen siden havde standset.

Tilbud af liberale strømninger i samfundet

Borgerskabets genopblomstring faldt sammen med de øvrige liberale strømninger i samfundet. De eligerede borgere fik øgede bemyndigelser fra 1797. Via stænderforsamlingerne førte udviklingen frem til det fornyede købstadsstyre fra 1838 med en kontrollerende og tilbud rådgivende borgerrepræsentation. På ét felt ser man tydeligere end andre steder, hvordan borgerskabet bogstaveligt talt trækker i tilbud kongens klæder og dermed lægger yderligere afstand til svundne tiders autonomi. ]eg tænker her på borgervæbningerne, der blev indført i 1801 som led i forsvarsordningen under Englandskrigen.

Militær værdi fik de aldrig, men derfor skal man ikke – som det næsten altid sker – afvise dem som overflødig staffage af det provinsielle borgerskab. Denne opfattelse går langt tilbage. Martinus Rørbye besøgte i 1830 Thisted for at portrættere sin onkel, amtmand Gerhard Faye. Han noterede i sin tilbud dagbog, hvilket kosteligt syn det var at overvære borgervæbningen, det ridende korps og sprøjtefolkene eksercere og musicere i gaderne som forberedelse til Frederik 6.s besøg. Det betydningsfulde er imidlertid ikke, at det så sjovt ud, men at de faktisk gjorde det.

Enevældens ydre ceremoni

Min hypotese er, at de gjorde det, fordi det forlenede dem med enevældens ydre ceremoni, dens embedsmænd og dens mere magtfulde grupper. Rangordning og uniformering var med mindre afvigelser fælles for alle købstæders borgervæbning. Det er nok værd at bemærke, at det skete på samme tid, som byfogederne blev pålagt at bære uniform. Når de i deres egenskab af politimestre optrådte på gaden, og på samme tid som amtmændene fik tilbud uniformstvang, og hæren og flåden fik nye uniformer. I øvrigt blev det strengt forbudt for alle andre at bære uniformer.

Det militære præg over borgerskabets organer blev yderligere styrket i 1804, da Frederik 6. gav underofficerer “næsten udelukkende rettighed” til poster som tilbud rådstuetjener, graver, bedemand, arrestforvarer og politibetjent.” Pointen er her, at kendemærkerne for borgerskabets forskellige grupper blev de af enevælden udstukne. Resultatet blev en offentlighed, der udstillede den kongetro patriotisme, der er så karakteristisk for borgerskabet i den sene enevælde. Borgerskabets egne sammenslutninger – societeterne af forskellig slags – var også præget af det militære; garnisonsbyernes officerer var skattede, ofte obligatoriske medlemmer.