Håndværk i købstaden

I artiklen “Snapsting og markeds håndværk” opstiller Thomas Bloch Ravn den generelle hypotese, at det navnlig var de fag, der var organiserede i lav i købstaden, der var ringe repræsenteret blandt de tilrejsende tilbud håndværkere. Han skriver: “. . . at markedshåndværkerne i 170o-årenes sidste del- og formentlig også før – fortrinsvis kom fra fag uden eller med kun ringe faglig organisering. Markederne tjente derved mere til at forøge udbudet af varer end til at fremme konkurrencen indenfor håndværket. Første halvdel af hypotesen skal undersøges i dette afsnit, mens jeg vil vende tilbage til en diskussion af markedernes egentlige funktion senere.

Det er vigtigt at understrege, at egentlig lavsorganisation kun var almindelig i de store byer, de mindre byer havde ingen eller kun ganske få lav. Jeg vil derfor afprøve tesen på nogle af de største byer. I Aalborg, Randers, Århus og Horsens var lavene også større og stærkere end i de mindre byer. I 1781 var skomagerne den største håndværkergruppe på Aalborgs marked, 28 pct. af de tilrejsende tilhørte dette erhverv. I 1793 udgjorde skomagerne næsten en tredjedel af de tilrejsende. I 1779 var der 23 lavsorganiserede skomagermestre i Aalborg, mens der i 180o var 39. Det ser altså ikke ud til, at eksistensen af lav har haft nogen indflydelse på skomagernes deltagelse i Aalborgs marked.

Handlende frem for håndværkere

Randers var en by med mange forskellige lav, og som vi har set, var det handlende frem for håndværkere, der kom til byens markeder. Af de håndværkere, der kom, udgjorde drejerne og feldberederne den største del. Mens det ikke ser ud til, at drejerne var lavsorganiseret i byen, eksisterede der et lav for feldberederne. Dette lav var imidlertid i krise, således var der i 1779 kun to mestre i lavet. For Randers vedkommende ser der altså ud til at være en sammenhæng mellem, hvilke håndværk der var lavsorganiseret, og hvilke der var repræsenteret til markederne.

I Århus er der flere eksempler på, at lavene forsøgte at bekæmpe markedshåndværkerne. I år 170o jagede skomager- og hattemagerlavet således de udenbys skomagere og hattemagere væk fra byens tilbud marked. På trods af lavsorganiserede skomagere kom der dog mange skomagere til Århus markeder i modsætning til handel i Nordsjælland. I Horsens er der stort set ingen sammenhæng mellem, hvilke håndværk der var organiserede i lav i byen, og hvilke håndværk der var til stede på markederne. Til markederne kom der således billige drejere, feldberedere, handskemagere, hattemagere og en sadelmager. Alle disse håndværk var allerede repræsenteret i lav i byen.

Markedssituationen i Viborg

Derimod kom der ingen billig bagere eller gørtlere til tilbud markederne, selv om der netop i disse fag ikke eksisterede lavsorganisation. Den gruppe, der kom flest af, rebslagerne, var dog heller ikke organiseret i lav. Hypotesen holder altså ikke i alle tilfælde som ved afsnittet om handel i Nordsjælland. Generelt må det også siges, at det er et noget spinkelt grundlag, Thomas Bloch Ravn fremsætter denne på. Det er således kun ud fra undersøgelser af markedssituationen i Viborg. Ud fra en undersøgelse af de eksisterende håndværk i byen og markedshåndværkerne konkluderer han også, at der var tale om supplement uden alt for store overlapninger. Herved blev et væsentligt konkurrenceelement elimineret.

Viborgs markeder var imidlertid på flere punkter et særtilfælde. Byen havde to store markeder, Snapstingsmarkedet samt Skt. Mauritii markedet, begge varede op mod 14 dage. Snapstingsmarkedet havde en sammenhæng med Landstingets aktiviteter, særligt med gode tilbud og omslagsterminen. Dette skabte et stort kundegrundlag for markedet. Viborgs markeder hørte da også til blandt de markeder, der tiltrak flest forskellige håndværkere.