Baggrunden for havne resolutionen

Ifølge stiftsrelationerne fra 1735 besværliggjorde eller hindrede dårlige havne- og anløbsforhold i mange købstæder ind- og udskibningen af varer. Samme år blev det påbudt at nedsætte en havnekommission i enhver norsk købstad. Anledningen var, at den søndenfjeldske lodskaptajn nogle år forinden havde påpeget, at kun en af 17 havne ikke var ødelagt af udkastet ballast. Det havde meget uheldige følger for handelen, som både blev sinket og påført ekstra udgifter til pramning. Kommissionerne skulle forvalte havnen, ligesom de årligt skulle rapportere til statholderen. Ikke alene var havnene forfaldne, midlerne til istandsættelse og vedligeholdelse var helt utilstrækkelige.

Ved statholderens mellemkomst fik de derfor i 1738 tillagt en række ekstraafgifter. Trods reformen af det norske havnevæsen skulle der gå nogle år, inden noget tilsvarende blev forsøgt i den kongerigske provins. I 1742 samlede Christian 7. alle monarkiets havne- og færgesager hos Søetaten under ledelse af grev Danneskiold-Samsøe. En undersøgelse året efter viste, at havnenes indtægter, der typisk bestod af en tredjedel af broafgiften accisen og eventuelt bevilgede bropenge, sjældent rakte til selv den mest nødvendige vedligeholdelse. Derfor var langt de fleste købstadshavne forfaldne. På denne baggrund nedsatte kongen i 1746 General Landets Havne Commission, der fik til opgave at komme med et tilbud til en reform af det danske havnevæsen. Ifølge reformen skulle der i alle købstæder nedsættes en havnekommission.

Ansættelse af en havnefoged

Ud over selve forvaltningen skulle den foretage opmålinger, overveje forbedringer og stille forslag til nye afgifter. Der skulle ansættes en havnefoged, som skulle varetage det daglige tilsyn. Staten ville udpege en ekspert, der skulle inspicere havnene og yde praktisk og teknisk bistand. Ordningen nåede aldrig at få betydning, fordi kongen døde senere på året, hvorefter Danneskiold-Samsøe faldt i unåde. Som følge heraf ophævedes General Landets Havne Commission og alle dens bestemmelser.

Havnevæsenet blev igen underlagt Rentekammeret, hvor holdningen var, at nok havde man forståelse for købstædernes havneproblemer. Men ekspertise og økonomiske midler ville man ikke stille til rådighed. Derimod blev der investeret meget i Københavns havn med henblik på at gøre hovedstaden til Nordeuropas handelscentrum. Derfor søgte enevældens merkantilistiske handelspolitik at fremme udenrigshandelen. Den blev i hovedparten af 1700-tallet blev drevet af københavnske købmænd og redere. Selv om holdningen var, at forbedringer måtte finansieres lokalt, så blev der dog bevilget tilbud og ekstraafgifter på ind- og udgående varer. Det drejede sig om købstæder som Assens, Fåborg, Korsør, Nykøbing Falster, Nakskov, Svendborg, Århus m.fl.

Købstadshavnene var meget forfaldne

Alligevel viste en ny undersøgelse i 1774 iværksat af Generaltoldkammeret, der havde overtaget havnevæsenet som ressort, at midlerne næsten overalt var utilstrækkelige. Derudover var de danske købstadshavne generelt var meget forfaldne. På baggrund af undersøgelsen fremlagde kammeret i 1781 sit bud på en fremtidig havnepolitik. Selv om havnene de fleste steder var forfaldne, og selv om de årlige indtægter var utilstrækkelige, så var det ikke altid havnenes bekvemhed, der ligger grund til stedernes tlor, men at det er industrien i næring og handel. Kalundborg til eksempel har en for et sådant sted meget ypperlig havn, og dog er dens havn i afmagt.

Randers har ingen havn, men må pramme og vogne sine varer 11/2 mil ud fra byen for at udskibe dem. Dog driver Randers en meget betydelig handel, både ved indenlandske og fremmede steder og har stærke udskibninger af landets produkter. I forhold til landets størrelse var der alt for mange købstæder, som aldrig kunne blive blomstrende handelssteder. Støttes skulle derfor kun de byer, som havde en stor indenrigs- og/eller udenrigshandel. Det samme skulle de, som var strategisk beliggende for militæret og/eller for samfærdslen. De øvrige, hvilket i praksis ville sige de små købstæder, måtte overlades til sig selv. En kommission skulle derpå overveje planens udmøntning. Kommissionen blev aldrig nedsat. Kernen i enevældens havnepolitik var fortsat uviljen mod finansiel støtte, selv når der var tale om lån.

Private kreditorer krævede høje renter

Derfor var man lokalt ofte henvist til private kreditorer, der krævede så høje renter, at det sjældent var rentabelt. Enevælden blev sidst i 170o-tallet stadig mere forstående over for købstædernes havne- og anløbsproblemer, fordi de største købstæder deltog mere og mere i udenrigshandelen, og fordi hovedstadens forsyningsbehov var stigende. Magthavernes stigende interesse kom direkte til udtryk i C.D.F. Reventlows vej-betænkning fra 1791: “Til at benytte såvel de rå produkter som de ved fabrikker og manufakturer forædlede, såvel til indenrigs som udenrigs brug, er intet nødvendigere end gode havne og gode veje. Med en forbedret infrastruktur ville producenter og handlende “med ulige mindre bekostning og tidsspilde føre sine varer til afsætningsstedet.

Flere kunne konkurrere om afsætningen, priserne blive lettere på nødvendigheder i landet selv. Afsætning til fremmede åbnes såvel af rå som af forarbejdede varer, hvor tilforn ingen var mulig”. Investeringer i infrastrukturen ville således forbedre konkurrenceevnen med en gevinst af markedsandele til følge, ligesom det ville fremme omsætningen og stimulere eksporten, hvilket i sidste instans ville forøge statens indtægter. Mens betænkningen fungerede som forlæg for vejforordningen i 1793, skulle der nogle år endnu, før turen kom til havnene. At der var behov for en reform, viste en sag fra færgebyen Korsør, der siden 1750´erne havde været tillagt betydelige midler til vedligeholdelse af havnen.

Den mangelfulde havne opmudring

Alligevel sandede havnen i 1790`erne stadig mere til, hvilket fik postskipperen, der var kommet til at grundstøde med kronprinsen ombord, til at klage over den mangelfulde opmudring. Selv om magistraten forsvarede sig med støtteerklæringer fra andre søfarende og med fremlæggelse af rnudderregnskabet, så blev overlods Poul Løvenørn i 1797 sendt til Korsør for at inspicere problemerne. Han mente, at magistraten savnede tilstrækkelig indsigt i forvaltningen af havnen. For at løse problemerne foreslog han, at der blev nedsat en havnekommission, som fremover skulle forvalte havnen. Derfor blev havnens forvaltning i Korsør – og i Kalundborg – udskilt fra magistraten.

Antagelig tilskyndet af Løvenørn, der på opfordring havde besøgt flere købstæder i sommerens løb, skrev Løvenørns assistent i en betænkning om havnene, at de må være betænkt en plan. Hvorefter alle havne og ladepladser i Danmark skulle sættes i bedst muligste stand, til fordel, ej alene for købstædernes handel og skibsfarten i almindelighed, men og for industrivæsenet i særdeleshed, da man for at vinde konkurrence med fremmede, og som en følge, eksport til fordel for landene. Endvidere hed det, at købstadshavnene ville forblive forfaldne, så længe magistraten administrerede dem.

Derfor foreslog han havneadministrationen omlagt således, at der i enhver søkøbstad blev nedsat en kommission, der med tillagte økonomiske midler og ekspertbistand skulle forvalte havnene. Forslaget vandt støtte hos Generaltoldkammeret såvel som hos kongen. Konkret indebar havneresolutionen af 25. april 1798, at købstadshavnenes forvaltning blev overdraget til en lokalt nedsat havnekommission bestående af en øvrighedsperson og nogle sø- og handelskyndige borgere, der fik til opgave at administrere havnekassen.