Vejforordningen af 1793 og købstæderne

I § 1 i Vejforordningen fremlagdes en samlet vejplan for hele landet. Her definerer købstæder og nogle færgesteder vejens fikspunkter. På Fyn skulle således hovedlandevejen gå fra Nyborg til Odense og derfra til Middelfart. Fra Nyborg skulle en anden vej enten til Assens, Bøjden eller Fåborg. Købstæderne selv blev i § 24 i Vejforordningen tillagt ansvaret for forbedring og vedligeholdelse af gader. § 69 i Vejforordningen lagde ansvaret for denne vedligeholdelse på byfogederne. Stiftamtmændene og amtmændene havde dog overopsynet efter vejenes færdiggørelse. De gader, hvorigennem der førtes dele af de nye hovedlandeveje, skulle være brolagte (§ 8 i Vejforordningen ).

De borgere, der boede langs hovedlandevejsgaderne, måtte ikke bygge karnapper eller skure, der ragede ud på gaden. Loven sagde ikke så meget mere om byernes ydelser til hovedlandevejene, end at byboerne havde skatteprivilegier og derfor var undtaget fra vejhoveriet. Alt i alt træder byerne i denne ellers meget fortræffelige vejlov – der især var C.D. Reventlows og generalprokurør Christian Colbiørnsens værk – ret svagt frem. Måske fordi Danmark var et landbrugsland, og Reventlow mest var landbrugets mand med tanke på at ville reformere landbosamfundet.

Købstæderne var fikspunkter for vejlinjerne

Man tør – som vist allerede antydet – også gå ud fra, at det blev set som en given ting, at købstæderne var fikspunkter for vejlinjerne. Endelig var byernes bidrag til hovedlandevejene, der passerede gennem byerne ad det eksisterende gadenet, beskedne. Derfor var der ikke behov for at vie særlig mange paragraffer til byernes rolle i denne sammenhæng. Hovedlandevejsanlæg i tilknytning til byerne For at sikre sig, at der blev udført helt moderne veje, besluttede Rentekammeret og landets udenrigsminister og chef for Kommercekollegiet J.H.E. Bernstorf 1763, at man skulle indkalde udenlandske eksperter.

Der blev skabt kontakt til tre vejingeniører fra det franske Corp: nationale desponis et chaussées, som kom til Danmark i 1764. Blandt de første opgaver, den ledende senjor blandt ingeniørerne, Jean Marmillod, løste, var et udkast til brolægning af Københavns gader. Vi kender udkastet. Heri fastlagde Marmillod, at der skulle anvendes små, kubiske brosten. Der var omhyggelige tegninger af gadeprofiler med rendestene og kloakker og afløb. Og arbejdet blev udført. København blev også udgangspunkt for udmåling af hovedlandevejene, idet portene blev udgangspunkt for mileopregningen.

Der blev udført storslåede vejarbejder ved hovedstaden

Fredensborg- og siden Helsingørvejen, der havde fælles forløb til Usserød, tog således udgangspunkt i Nørreport. Roskildevejen og dermed også Korsør-, Køge-, Kalundborg- og Vordingborgvejene udgik fra Vesterport. Der blev udført visse særligt storslåede vejarbejder ved hovedstaden. Ofte gengivet er den brede alle fra Vibenshus til Nørreport. Ved Vesterport var der færre muligheder for grandiose anlæg. Derimod blev der i 1770´erne anlagt en chaussé, der ikke blev klassificeret som hovedlandevej. Den løb fra Frederiksberg Runddel forbi Fasaneriet ud til Vibenshus, hvor det egentlige chausseanlæg til Fredensborgvejen tog sit sydlige udgangspunkt.

Vejen var på steder spærret af aflåselige porte. Det lidt uklare punkt er derfor, i hvilken grad der var tale om en kongelig privatvej lidt a la de gamle kongeveje fra Frederik 2.5 og Christian 4.s tid. I det omfang denne første ringvej uden om voldene er blevet brugt af almuen og almindelige borgere, blev det en forbindelsesvej mellem Fredensborgvejen og Roskildevejen. Blandt de tidlige arbejder under Marmillod var også chausselægningen gennem Lyngby, der allerede i 1770´erne var præget af, at byen husede landliggere fra hovedstaden. Her blev lagt omhyggelig chaussé og to små broer over Mølleåen. Efter Københavns brand i 1795 blev Generalvejkommissionen pålagt at udarbejde en plan for at forsyne staden København med nye gaden. Der var blevet købt grunde fra de gamle parceller med henblik på at udvide gaderne – formentlig både for at formindske brandfaren og for at lette trafikkens gang.